Skip to main content

”Jeg er glad for at involvere mig i det samfund, der omgiver mig, og glædes over at arbejde på en skole, hvor jeg ofte møder børnene og deres forældre i mit nærmiljø.”

Kristine Meldal

Lærer

Kristine er én af de nyligst ansatte lærere på Skolen ved Havet, idet hun startede på skolen i juni 2019.

Kristine blev uddannet lærer i 2002 og har siden dels undervist i folkeskolen, nemlig på Rødkilde Skole og på Taarbæk Skole og dels undervist på en privat lilleskole, Den lille Skole i København.

Kristine har speciale i matematik, dansk, idræt og geografi og underviser også i kulturfag og engelsk.

Især matematikfaget brænder Kristine for.

Hun har taget en kortere matematikvejleder-uddannelse og hun forsøger at gøre matematikfaget vedkommende og sjovt ved f.eks. at bruge spil i undervisningen og ved at relatere matematikken til det omgivende samfund, som børnene er en del af. Hun er i det hele taget glad for at arbejde emnebaseret og tværfagligt.

Derudover står Kristine for skolens elevråd, hvilket giver stor glæde, da elevdemokrati er noget, der ligger hendes hjerte nær.

Hun har desuden igennem mange år været tillidsrepræsentant og hun brænder for at være med til at skabe en god skole for både elever og ansatte.

I fritiden elsker hun naturen at vandre lange ture, en sol der skinner, bjerge, at rejse, at danse og at lytte til musik.

Kristine har for nylig skiftet københavner-lejligheden ud med et gammelt stråtækt hus i Lynæs og hun nyder at være kommet tæt på hav, strand og havn. Hun er i den grad blevet lokal. Hun bor nemlig kun 250 meter fra skolen sammen med sin italienske kæreste og deres fælles søn, der blev født i 2018.