Skolen ved Havet er en helt almindelig skole med en tryg hverdag for skolens elever. Vores værdier ligger i tråd med folkeskolens, og vi læner os ikke ind i en særlig pædagogisk praksis eller en religiøs overbevisning. Skolens værdier er faglighed, fællesskab og åbenhed, og trivselsarbejde er fundamentet for værdierne.
Skolen tilbyder en klasse på hvert trin fra 0. – 9. klasse, og vi har et klasseloft på 24 elever. Vi ønsker ikke at blive større, og de størrelsesmæssige begrænsninger er skrevet ind i skolens vedtægter. Alle børn og voksne skal nemlig kende hinanden på kryds og tværs af to matrikler, 10 årgange, en skole og en SFO.
Ingen skal miste overblikket – hverken elever eller medarbejdere. Det synes vi nemlig er et helt almindeligt krav til hverdagen.