Denne politik gælder for alle mindre digitale enheder (mobiltelefoner, smart watches etcetera). Mobiltelefoner og andre elektroniske medier er redskaber, som vi ønsker at udnytte og bruge i undervisningen – med omtanke:
- Vi ønsker at anvende digitale enheders funktioner, når det er smart, effektivt og læringsunderstøttende
- Vi ønsker at begrænse den anvendelse, der forstyrrer koncentration, nærvær og læring
- Vi vil undgå uhensigtsmæssig og/eller krænkende kommunikation til og om hinanden.
For at opnå dette gælder følgende guidelines for Skolen ved Havets elever:
- Når du møder ind til skoledagen, sættes din digitale enhed på fly-mode og afleveres i mobilkassen.
- Din lærer bestemmer, hvornår du må bruge din digitale enhed i undervisningen.
- Hvis du får lov af din lærer til at bruge den digitale enhed til at høre musik, skal det altid være med hovedtelefoner.
- Du må ikke tage fotos af andre – uden at spørge om lov.
- Husk at de ting, der sker i skolen, klares i skolen. Undlad at ringe og sms’e hjem til dine forældre, tal med din lærer.
- Hvis du ikke retter dig efter din lærers henvisninger, inddrages din digitale enhed. Den vil blive lagt på kontoret med dit navn på – og du kan hente den ved skoledagens ophør.
- Hvis din digitale enhed inddrages tre gange, er det dine forældre, der skal hente den.