Overtrædelse af skolens samværsregler vil i alvorlige tilfælde sætte følgende proces i gang:
Eleven overtræder reglerne første gang:
Vurderer en lærer, at en elev overskrider skolens samværsregler og politikker henstilles der til, at vedkommende elev ændrer adfærd. Lærers og/eller skoleledelsens henstilling skal følges, og er ikke til diskussion. Ændres adfærden ikke med det samme, vil eleven blive sendt ud af klassen eller væk fra den uhensigtsmæssige situation for en stund. Forældrene orienteres via ForældreIntra.
Eleven overtræder ordensreglementet gentagne gange:
Udvises uhensigtsmæssig adfærd gentagne gange (det behøver ikke være samme adfærd), vil eleven blive sendt ud af klassen/væk fra situationen resten af lektionen. Hvis der er tale om en overtrædelse af skolens samværsregler udenfor klassen, vil læreren angive, hvor længe eleven ikke kan deltage i aktiviteten (for eksempel at eleven ikke kan deltage i snelege resten af formiddagen). I begge tilfælde orienteres forældrene via ForældreIntra.
Eleven ændrer stadig ikke adfærd og overtræder dermed samværsreglerne på alvorlig vis:
Eleven vil blive udelukket fra undervisningen/given situation resten af dagen/næste dag. Eleven vil sammen med sine forældre blive indkaldt til en forståelsessamtale med skolens ledelse.
Eleven lever fortsat ikke op til Skolen ved Havets samværsregler og værdier i det daglige:
Fortsætter uønsket adfærd indkaldes eleven og forældre til endnu en samtale. Skoleledelsen træffer herefter endelig beslutning om, hvorvidt Skolen ved Havet er det rigtige skoletilbud for eleven.
Skærpet procedure i forbindelse med meget grove overtrædelser af samværsreglerne:
I tilfælde af meget grove overskridelser af skolens samværsregler, kan ovenstående procedure kortes ned. Det vil altid være skoleledelsens vurdering, om det er hensigtsmæssigt med den længere procedure. Der skal være tiltro til, at overholdelse af samværsreglerne og/eller skole-hjem-samarbejde kan komme tilbage på sporet.
Skolen har en skærpet procedure i forbindelse med digital mobning (læs skolens mobilpolitik), puffbars (læs nedenstående), hash og andre illegale produkter.
Ved indtag og/eller salg eller deling/overdragelse af puffbars, hash, snus og andre illegale produkter gives der en advarsel, og eleven sendes hjem en uge. Gentages overtrædelsen af samværsreglerne, kan eleven ikke fortsætte på Skolen ved Havet.
Før skolen træffer beslutning om endelig udmeldelse af skolen skal Børnekonventionens krav om inddragelse af eleven tilgodeses. Elevens synspunkter skal indgå i grundlaget for skoleledelsens beslutning om at udskrive eller bortvise barnet, for at skolen overholder konventionen.
Skolen forventer som udgangspunkt, at eleven deltager i samtlige møder. Denne forventning gælder ikke for skolens mindste elever – her må forældrene være med til at vurdere, om barnets deltagelse i møderne er formålstjenlig.